Er det min skyld, han ryger?

Undervejs har jeg måttet kigge på forskellen mellem skam og skyld. Jeg bruger udtrykkene skam og skyld på denne måde: At føle skyld: Jeg har gjort noget forkert, som jeg kan lave om eller sige undskyld for, at jeg har gjort.
At føle skam: Jeg er forkert.

Jeg har følt SÅ meget skyld over, at jeg har fået min søn til at ryge hash og indtage stoffer. I Danmark har vi (og jeg) ofte den forklaringsmodel, at hvis en voksen udviser forskellige problemstillinger, så kigger vi på barndommen for at finde en årsagsforklaring der. Regnestykket ser nogenlunde sådan ud:
Dårlig barndom = misbrug.
Så jeg har martret mig selv med, hvor dårlig en barndom, jeg har givet min søn, siden han han valgte at blive i misbrug.

Nu har jeg talt med en del andre forældre/pårørende til unge stof-indtagere og de har stort set alle sammen dårlig samvittighed og er fyldt med skyld og skam.

Skammen blev så anmassende og endte med en oplevelse af være så forkert som mor og forælder, at jeg næsten ikke kunne være i det.

I hver til fælde jeg har fået nuanceret det med, at der kun er en årsag til at gå i gang med at ryge hash – for det er der altså mange årsager til. Identitet, venner, politik, …..

Samtidig kan jeg rigtig godt forstå, hvis man som forælder til stof-indtager pisker rundt for at få ham til at stoppe, for så kan man komme af med den gigantiske store oplevelse af skyld.
SELV OM DET ABSOLUT IKKE HJÆLPER!