Vores familie

Vi er en rimelig almindelig familie med far, mor og søn. Vi bor på Midtsjælland og har en hund og bor i et hus. Far og mor er uddannede og har jobs og vores søn har gået i almindelig folkeskole, gymnasium STX og senere en uddannelse, som han har ønsket sig. Familien har bedsteforældre, venner og bekendte omkring sig. Altså rimelig almindeligt. Vores søn har venner og kæreste og håb for fremtiden.

I en periode på ca 8 år har vi så haft cannabis og andre stoffer tæt inde på livet, hvilket har gjort vores almindelige familie ret ualmindelig for en stund. Måske stadig almindelig, for som jeg hører det, så er der stadig rigtig mange unge, der indtager stof af forskellig art.

Denne site viser noget om stof-indtagelses-siden set fra forældrenes vinkel. Siden handler ikke meget om, hvordan unge mennesker holder op med at tage stof, men det handler mere om, hvordan du som forælder udholder at være ved siden af dit barn så længe. Denne her side er alene om vores lille familie – brug det hvis du kan!